Godkendt indsats ved ETC2018

Skrevet af Rasmus - 2018-05-09 09:17:00

Det danske landshold leverede en flot præstation ved årets European Team Championships i Wroclaw.

Herrerne skulle kæmpe for at blive i 1. divison, hvor det inden afgang så svært ud at sikre sig overlevelse. Herrerne spillede dog et flot EM og i sidste ende kom det ned til antallet af vundne kampe der skulle afgøre hvem der blev i 1. division af Danmark, Wales og TJekkiet.

Kampen mod TJekkiet på sidstedagen skulle vindes 4-0 og samtidig skulle Wales tabe 4-0 til Skotland. Kristian Frost og Rasmus Møller lagde godt fra start og sikrede en 2-0 føring i kampen og dermed så det pludselig muligt ud for danskerne, men med nyheden om at Wales samtidig havde bragt sig foran 2-0 mod Skotland var slaget om overlevelse tabt og kampen mellem Danmark og Tjekkiet endte 2-2. Herrerne ender som samlet 7'er i 1. division og bliver dermed seedet 1'er ved næste års ETC i Birmingham.

Damerne spillede sig med en fornem præstation, videre til semifinalen i 2. division, hvor de mødte Spanien. Desværre kunne de danske damer ikke stille noget op i mod et stærkt spillende spansk landshold - kampen blev tabt 2-0.

Dermed skulle damerne spille om en tredjeplads i 2. division mod Finland. En kamp der på forhånd så ud til at blive tæt og desværre tippede til Finlands fordel.

En flot fjerdeplads i 2. division til de unge danske damer, der kan være tilfredse med deres præstation:

"Vi havde forventet at kampen mod Irland i puljen skulle være nøglekampen for at komme videre til top 4. Damerne viste sig dog at være markant stærkere end Irland og kunne relativt nemt spille sig videre som toer i puljen. Igen i år er vi meget tilfredse med hvad vi har set fra pigerne. De er fortsat unge og udvikler sig meget fra år til år - vi håber meget at kunne fastholde den grundstamme der er nu og på sigt at kunne kæmpe os tilbage i 1. division." siger sportskoordinator, Rasmus Tander.

Et væsentligt skridt i den kommende sæson må være at forbedre forberedelserne frem mod ETC - her står forbundet nu med en opgave om at få organiseret landsholdssamlinger, så spillerne i bruttotruppen kan træne sammen oftere og sikre at deres individuelle forberedelser bliver så optimale som muligt.

IMG_6496.JPG

IMG_6499.JPG


Indlæser Samtale

Er du sikker på, du vil slette dette indlæg?