Introduktion til ATK
Det aldersrelaterede træningskoncept (ATK) tager udgangspunkt i børn og unges udvikling før, under og efter puberteten, så træningen kan målrettes til spillernes alderstrin.
ATK er en vigtig brik i udviklingen af Dansk Squash, da det først er når puslespillet er samlet, at klubben har et fælles fundament. ATK tilbyder derfor redskaber og inspiration til alle niveauer i klubben – det er helhedsbilledet af klubben, der er i fokus i ATK. Således er ATK et redskab til at arbejde med både bestyrelse, trænere og spillere.
Arbejdet med børne- og ungesquash er en stor del af dagsordenen på forbundets politiske program, da Dansk Squash i samarbejde med vores klubber ønsker at styrke arbejdet med rekruttering og fastholdelse af squashspillere. ATK bliver derfor også betragtet som et projekt, der har fokus på generel udvikling af squashsporten i Danmark.
Træneruddannelser i Dansk Squash
Grundstene i Dansk Squash’ træneruddannelser er ATK, hvorfor den vil være gennemgående i de trænerkurser som Dansk Squash udbyder. Læs mere om Dansk Squash’ uddannelser her.
Aldersrelateret træning i Dansk Squash – Den Vigtige Brik
I arbejdet med ATK har Dansk Squash udgivet bogen ”Aldersrelateret træning i squash – den vigtige brik”.
Indholdet går fra nybegyndere til mere erfarne spillere og er således ikke et talent- og eliteprojekt, men i høj grad et projekt, der har fokus på fastholdelse og rekruttering af nye juniorspillere til squash, da fokus er på at skabe et attraktivt klubmiljø. ATK kan læses i sin fulde længde eller bruges som opslagsværk, hvor man kan finde inspiration til specifikke elementer i klubarbejdet og træningen.
ATK klub(-certificerings)forløb
Din klub har muligheden for at indgå i et ATK-klub(-certificerings)forløb, hvor I bliver forberedt til at implementere ATK i den daglige træning gennem bl.a. træneruddannelser og organisering af klubben.
En del af dt at blive certificeret ATK-klub vil involvere besøg af landstræneren, og som ekstra bonus til ATK-klubber vil han i en periode efter ATK-forløb blive udlånt til klubben. Her vil han 1 gang pr. måned besøge klubben og lave 1-2 trænersessioner med klubbens juniorer. Denne periode vil løbe mellem september-maj, og der vil være en opfølgning i december for at tjekke op på om forløbet skal fortætte til maj.
Du kan læse mere om ATK-klub(-certificerings)forløb her.