Strengene påvirker din ketchers spilleegenskaber
Strengene påvirker i høj grad din ketchers spilleegenskaber. En god streng fra eksempelvis Ashaway eller Tecnifibre giver en virkelig god kontakt med bolden, hvilket betyder både mere slagkraft og kontrol i dit slag.
Opstrengningens hårdhed påvirker ligeledes ketcherens performance. I squash gælder, at jo blødere en opstrengning, jo mere slagkraft får du, mens flere kg i din opstrengning giver dig mere kontrol. En standardopstrengning i squash ligger omkring de 12,5 kg (nogle bevæger sig endda helt ned i 9-10 kg), hvilket er betydeligt blødere end både badminton og tennis. Vil du have ekstra meget power fra din opstrengning, giver en tyndere streng dig mere slagkraft. Dette dog på bekostning af holdbarheden, hvorfor de helt tynde strenge på 1 til 1,10 mm. i diameter normalt anbefales til de mere erfarne spillere. En tykkelse nærmere de 1,20 mm. vil alt andet lige holde længere.
Spørgsmålet omkring hvor længe en streng holder, lader sig vanskeligt besvare. Det kommer an på faktorer som, hvor hårdt du slår, hvor rent du rammer bolden, strengens tykkelse og ikke mindst hvorhenne på strengene, du rammer. Strengene er væsentlig mere holdbare inde på midten af ketcherhovedet, mens de er langt mere sårbare ved ’off centre hits’, dvs. ude mod rammen. Nogle spillere kan have samme opstrengning i flere år, mens andre springer deres strenge på under en måned. Hører du til sidstnævnte gruppe, kan en lidt tykkere streng med en lavere ’tension’ forlænge levetiden. Levetiden kan også forlænges ved at opbevare dem ved stuetemperatur, mens en sikker måde at forkorte holdbarheden på er ved at have ketcheren liggende i et frostkoldt bagagerum i bilen.
Til ovenstående skal tilføjes, at fabriksstrenge ofte holder længere end topstrengene, men giver slet ikke samme power og kontrol. Har du derfor købt en ketcher til 700 kr. eller mere med en fabriksstreng i, kan du med fordel investere i en god streng for at få det fulde udbytte af ketcheren. En opstrengning koster i omegnen af 200 kr., så har du i første omgang investeret i en prisvenlig aluminiumsketcher, er det ikke værd at udskifte strengene.
Vær opmærksom på, at de forskellige ketcher brands kommer med meget varierende kvalitet i deres strenge. For eksempel leveres ketchere fra Prince, Dunlop og Wilson med fabriksstrenge af lav kvalitet, typisk en nylon-streng, mens mærker som Tecnifibre og Black Knight fra start af har strenge af højeste kvalitet.