Talenttræning med verdenseliten

I årets efterårsferie har Dansk Squash Forbunds talenter været indbudt til talenttræning i det nationale talentcenter med deltagelse fra verdenseliten.

Skrevet af Dansk Squash Forbund - 2016-10-19 15:23:00

Efterårsferien er i fuld gang og mens mange familier er ude og rejse, har seks af talentspillerne været samlet i Dansk Squash Forbunds nationale kraftcenter til en gang talenttræning.

Dansk Squash Forbund arbejder hen i mod at afvikle 2-3 årlige talentsamlinger i det nationale kraftcenter, med deltagelse af PSA-spillerne, der har deres daglige træning i Odense.

Onsdag d. 19. oktober 2016 blev så den første talent træningssamling i Squash Center Danmark og med deltagelse af Line Hansen og Cameron Pilley, der med deres store erfaring fra PSA touren, har kunnet dele ud af deres erfaringer fra toppen af international squash. Alle fremmødte talenter har haft mulighed for at gå på banen med de to topspillere og udfordre dem selv samtidig med, at de indsamler en masse viden fra Line og Cameron.

Også Kristian Frost kiggede forbi talenttræningen. Kristian der er på vej tilbage fra en skadespause, kunne desværre ikke deltage i træningen, men har også kunnet dele ud af sine erfaringer fra PSA-touren.

Målet med at samle talentspillerne sammen med PSA-spillerne er, at spillerne skaber bekendtskab med hvordan spillerne i verdenseliten træner med hensyn til intensitet, fokus og retning i mod deres specifikke mål for individuel udvikling - erfaringer, der er med til at løfte talentspillernes egne individuelle kompetencer, men også sætte fokus på, hvad en træningssession kan indeholde.

Som forbund arbejder vi på at udvikle talenternes individuelle kompetencer, så de får de bedste muligheder for at opfylde deres potentiale. Der er fokus på at spillerne lærer at arbejde med de ting i deres egen træning som de selv kan kontrollere, og dermed udvikle sig.

Vi glæder os over at så mange talentspillere havde mulighed for at deltage i træningen og ser frem til resten af sæsonen, hvor vi fortsat vil arbejde med udviklingen af spillernes kompetencer.

Vil du vide mere om talenttræningen i dansk squash, kan du klikke her.


Indlæser Samtale