Ikke sket siden 2019

De nye medlemstal viser, at der i 2023 er kommet nye medlemmer til squashsporten i Danmark

Skrevet af Bianca - 2024-04-05 13:25:29

De seneste tre år, har offentliggørelsen af medlemstal for Dansk Squash Forbund, ikke været nogen overvældende lykkelig begivenhed – for medlemstallene har været faldende i ’20, ’21 og ’22.

Men nu er medlemstallene for 2023 blevet offentliggjort, og det er på sin plads at sige ’velkommen til’ 257 gange.

Tallene viser nemlig, at det er lykkes at vende udviklingen og i 2023 er der kommet 257 nye medlemmer til vores sport. Og det er noget, der glæder forkvinde i Dansk Squash Forbund Ditte Bonde Mikkelsen:

”Det er virkelig positivt, at det er lykkes os at få vendt medlemsfrafald til medlemstilgang. Det viser os at klubbernes hårde arbejde med at rekruttere nye medlemmer, og få tidligere medlemmer tilbage, bærer frugt. Nu skal vi i bestyrelsen, sikre at den gode udvikling fortsætter og det arbejder vi allerede hårdt på at understøtte. Senest har vi lanceret samarbejdet med SquashLevels, som kun er i sin spæde start i Danmark. Det tror vi på bliver rigtig stort på landsplan – det er vores ambition.”

Fortæller hun og fortsætter:

”Nu skal vi arbejde på at fortsætte den gode udvikling i Dansk Squash Forbund og understøtte vores klubber bedst muligt i rekrutteringsarbejdet. Og jeg håber at medlemsfremgangen fra 2023, vil give ekstra motivation og lyst ude i klubberne, til at få endnu flere til at få øjnene op for det, vi selv synes er verdens fedeste sport.”

Helt konkret så er der nu 4272 medlemmer fordelt i de danske squashklubber, hvilket giver en stigning fra 2022 til 2023 på 6,4%. Selvom en medlemsfremgang på 257 ikke lyder af meget, så er det enormt positivt for sporten, at de seneste tre års medlemsfrafald nu er vendt.

Indlæser Samtale