SquashLevels er live i Danmark

Nu er SquashLevels for alvor kommet til Danmark

Skrevet af Bianca - 2024-01-27 18:42:16

Lørdag d. 27. januar 2024 kunne Dansk Squash Forbund skrive squash-danmarkshistorie, for på netop denne dag kunne vi for alvor byde velkommen til SquashLevels i Danmark.

Et flot lanceringsevent under Junior DM i Herlev/Hjorten Squash, blev startskuddet for den nye måde at gå til squashspillet på, i Danmark. Her introducerede vores bestyrelsesforkvinde Ditte Bonde Mikkelsen, sammen med bestyrelsesmedlemmer Casper Kloster og Mikkel Kragholm SquashLevels, for de mange fremmødte, som fik en gennemgang af systemet og dets features.

Lau Ulrik Kiehn og Thomas Pilak spillede et opvisningssæt, det samme gjorde Casper Kloster og Mikkel Kragholm, slutteligt gik de sammen alle fire og spillede et sæt double.

Forkvinde i Dansk Squash Forbund, Ditte Bonde Mikkelsen glæder sig over at SquashLevels nu er en realitet, og håber samtidig på, at det på sigt kan lokke endnu flere til sporten:

“Vi er glade for at få SquashLevels til Danmark, og vi håber at det kan være med til at styrke, udvikle og udvide squashsporten i Danmark. Squash er en fed sport, der er sjov at spille og håbet er, at SquashLevels kan være et værktøj til at få endnu flere til at opdage det.”

En af dem, som også deltog i lanceringen og som også fik lov at spille med i Danmarkshistoriens første SquashLevels turnering var Sisse Ramskov fra Odense Squash Club. Og hun er sikker på, at SquashLevels kommer til at blive et godt værktøj i hendes squashspil:

”Det var sjovt, det var dejligt at komme i gang og få lov til at spille. Jeg kommer helt sikkert til at bruge det hjemme i klubben, det bliver en kæmpe motivation, når flere og flere kommer ind i det – også til at sammenligne. Jeg bruger lige nu Danmarksranglisten, men den er ikke så sigende i forhold til niveau, kun meget overordnet. Så jeg tror det bliver ret fedt at kunne sammenligne mere reelt.”

Hvad er SquashLevels?

SquashLevels er et globalt squash-klassificeringssystem, der vil give dig ajourførte ratings, bud på fremtidige kampresultater og andre nyttige oplysninger og data for spillere på alle niveauer. Med SquashLevels kan du følge med i dine fremskridt over tid, sammenligne din præstation med andre spillere og se, hvor du står i de globale og nationale ratings. SquashLevels er for spillere på alle niveauer.

Alle danske squashspillere, kan oprette en profil i systemet og de første 6.mdr have adgang til alle funktionerne, som systemet indeholder. Som noget unik for danske squashspillere, så har det været muligt at trække tidligere resultater fra Squashportalen ind i systemet, så mange vil allerede når de opretter sig, have fået tildelt et level.

Du kan oprette din egen profil på SquashLevels ved at klikke her.

Hvordan er det blevet muligt at få SquashLevels til Danmark?

Midlerne til at starte SquashLevels op i Danmark, kommer fra en bevilling fra Danmarks Idrætsforbunds Initiativpulje.

Det kan du læse mere om her.

Indlæser Samtale