Sport92 har fokus på rekruttering og fastholdelse af damespillere

Det faldende antal deltagere til klubbens dame-aftener, fik bestyrelsen til at tænke kreativt

Skrevet af Bianca - 2024-05-30 13:42:28

Squashklubben Sport 92 opdagede, at det gik den forkerte vej i antallet af deltagere til deres dame-aftenener, samtidig med at de flere gange oplevede at spillerne kom et par gange, men efterfølgende faldt fra igen. De konkrete årsager til frafaldet kendte bestyrelsen ikke, men de startede med at arbejde ud fra to teorier bag frafaldet:

  1. at spillerne var lidt "langt bagud" i forhold til niveau
  2. manglede en der kan hive dem med ned i klubben, kan jo være spekulationer

Derfor besluttede bestyrelsen og klubben, at holde åbent hus, hvor en masse nye kunne udfordre hinanden på samme niveau.

Det gjorde de i Sport92

Mette fra Sport92 har skrevet lidt om, hvordan de greb opgaven an i klubben, og hvilke tanker der lå bag. Det har hun delt med os, så læs med herunder – måske kan I finde inspiration til et lignende tiltag i jeres klub:

Vi har lavet nedenstående opslag, for at vise det gode fællesskab i klubben.

Promoveringen bestod af følgende:

  • Oprette begivenhed på Facebook
  • direkte deling af begivenhed til venner og i chat-grupper
  • Opslag i lokale Facebook-grupper "Det sker i hammerum-gjellerup" osv.
  • Booste opslag/begivenhed på Facebook 5 dage før arrangement
  • Sende en mail med opslaget rundt til alle, der har abonnement med adgang til squash.

Det var helt med vilje, at der ikke var tilmelding til dette arrangement. Det gjorde arrangementet mere uforpligtende, og der var faktisk nogle, der endte med at bestemme sig for at komme, bare en times tid før. Det gør det selvfølgelig svært at vurdere hvor mange der kommer, og om man ville ende med at holde åbent hus for 2 personer.

På aftenen stod vi klar med 20 gratis ketchere, som vi havde fået sponsoreret af forbundet, snack, frugt, bobler og kage. Vi har lavet en liste til tilmelding af gratis medlemskab indtil 1. oktober. Grunden til vi valgte 1. oktober er, at så har de abonnement i 1-2 måneder efter sommerferien, hvor de kan "komme i gang igen" helt uforpligtende, og fordi vi i september sender invitationen ud til vores årlige hygge dame-turnering, der bliver afholdt 1. mandag i november.

Som sagt var det svært at gætte antal deltagere, så vi gik ud fra håbet om 20 stykker (vores ærlige tro lå nok omkring 5), og havde taget 20 glas med til bobler. Efter de første 7 kiggede Trine og jeg hinanden i øjnene og var enige om at det allerede var en succes.  Jeg fik aldrig helt tal på hvor mange der rent faktisk kom, men jeg tror vi endte omkring 13-15 stykker. Så det var virkelig en succes.

Vi startede forsigtigt ud med en hård opvarmning i Erling Engelund stil, efterfulgt af de kunne lære ketcheren at kende, Erling fik et lille indslag med gennemgang af regelsættet, og til sidst var det alle mod alle, hvor de spillede set til 5, og derefter fik ny partner.

Der var mange gode grin og god stemning hele aftenen, så det var en rigtig stor succes.

Os "garvede" sad lige og sundede os efter arrangementet, og blev enige om at timingen har været god, da der er mange hold rundt i hallen, der er gået på "sommerferie"- for eksempel et step hold, spinning og lign., så damerne manglede måske noget at fylde tiden med.

Vi vil sige, hvis der er 3 stk. der forbliver medlemmer efter 1. oktober, så er det en succes i vores bog. For synes man at sporten er fed, har man det med at dele det med andre og hive dem med til træning.

Efterfølgende er der også blevet sendt en mail ud til deltagerne, for at følge op og minde dem om at der selvfølgelig er træning på mandag.

Indlæser Samtale