Skal "Let"- og "Stroke"-reglerne revideres?

Skal "Let"- og "Stroke"-reglerne revideres?

Ikke engang de professionelle kan forstå reglerne om "Let" og "Stroke", mener Chris Sargent, skribent ved squashmad.com. Er du enig?

Skrevet af Allan B. Christensen - 2019-03-23 08:55:00

Jeg ved godt, at dette kan være kontroversielt. Men jeg vil sige et lige ud. Reglerne om stroke og let er simpelt hen for forvirrende. Reglerne er uigennemskuelige og svære at bruge.

Let eller stroke? Daryl Selby og Fares Dessouky i aktion under Canary Wharf-turneringen

Efter de seneste professionelle turneringer at dømme, og især sidste års Commonwealth Games, virker de professionelle ligeså perplekse som os andre.

Vi har skabt et billede, der nu minder om den forfærdelige situation, som fodbold er havnet i. I et forsøg på at klargøre offside-reglen har de nu gjort den så indviklet, at gråzonerne nu tilslører hele formålet med reglen.

Vi ser vanskelighederne med at anvende reglerne om let og stroke ved hver PSA-turnering. En spiller beder om en let, dommeren træffer en afgørelse, spilleren appellerer, og efter 30 sekunder bliver beslutningen opretholdt eller omstødt.

Mens dette foregår, beskriver Joey Barrington og hans medkommentator video-dommerens kvaler. Har spilleren / spillerne anstrengt sig nok? Nåede den anden spiller at komme af vejen? Var der en direkte vej til bolden? Kunne spilleren have spillet bolden? Selv med slow motion og gentagelser fra flere vinkler, er resultatet ikke altid klart.

Dette er selvfølgelig meget underholdende for os squash-spillere, men helt ubegribeligt for ikke-spillere. Hvad der også er slående er, at de sjældent henviser til reglernes ordlyd, men snarere "hensigten". Se selv, næste gang du ser SquashTV.

Selv når afgørelsen fra video-dommeren falder, er kendelserne til tider så marginale, at udfaldet stadig anfægtes. Det giver gode diskussionsemner for os squash-spillere, men ...

Dette er igen et spejlbillede af krisen i fodbold. VAR har klart demonstreret, at der i sport er flere grå zoner end sorte og hvide. At forsøge at beskrive med ord, hvad der til syvende og sidst munder ud i en dom, er nyttesløst.

Så jeg har et simpelt forslag. Vi må acceptere, at der ikke findes nogen klar, let anvendelig, nagelfast, sort og hvid definition af "let" eller "stroke". Lad os som sportsgren bare indrømme det..

Når det så nu er gjort, lad os så diskutere, hvad det er, vi forsøger at opnå, og hvad svaret måske kan være.

Så hvad er det, "let"/"stroke"-reglen faktisk forsøger at opnå?

Ja, som alle andre regler forsøger den at sikre fairplay. Den forsøger at sige, hvad der skal ske med pointstillingen, når en spiller ikke har fået rimelig mulighed for at slå det slag, han/hun ønskede, og den forsøger at forudsige resultatet af slaget.

Her er squash så ganske specielt. Vi spiller i en boks, hvor pladsen er begrænset. Der opstår ind imellem uundgåelige "trafikproblemer", og vi bliver nødt til at afspejle dette. For igen at sammenligne med fodbold, ligner vores dilemma mere reglerne omkring en frispark end offside. Vores "let" er som et frispark og en "stroke" er mere som et straffespark.

Således henviser vores regler til evnen til at spille "vinderslag" (blandt andet), men hvad betyder det egentlig?

Når vi spiller i en boks, afhænger et vindende slag hovedsageligt af to ting:

• Den person, der spiller bolden og

• Den relative position, hvor modstanderen skulle have været, hvis han/hun ikke skulle være i vejen!

Men betyder det, at spilleren skulle have været længere til venstre, længere til højre, længere tilbage eller faktisk foran?

Dette beror alt sammen på et skøn, men et skøn der ikke engang nævnes direkte til reglerne!

At lade som om det er en videnskab er omsonst. Så jeg har et simpelt forslag. Reglerne skal afspejle og rumme tvetydigheden. Lad os bare give dommerne plads til at foretage deres skøn ordentligt.

Jeg foreslår, at reglerne skal lyde noget i retning af dette:

 

Hvis der forekommer hindring (forstyrrelse) umiddelbart før eller under slaget, eller hvis spilleren føler, at der er risiko for at ramme modstanderen med enten bolden eller ketsjeren, skal spilleren, som skal til at slå til bolden, stoppe op og bede om en let.

Så vidt er det enkelt nok…

Efter at der er bedt om let, skal dommeren foretage en vurdering af, hvad der ville have været det sandsynlige resultat af slaget (eller af risikoen for at ramme modstanderen). Dette bør tage i betragtning:

• Hvor begge spillere stod

• Om afspilleren var forberedt, klar og i stand til at spille bolden

• Hvor spilleren, der forårsagede hindringen (forstyrrelsen) ville have været, hvis forstyrrelsen var blevet undgået

• Hvad spillerne på banen formår

Hvis der efter dommerens mening ikke var tilstrækkelig hindring (forstyrrelse) til at udgøre en ulempe for den spiller, der skulle slå til bolden, dømmes "No Let".

Hvis det efter dommernes mening var kommet et vinderslag, dømmes der ”Stroke". Ellers dømmes der "let".

Hvis dommeren mener, at spilleren gjorde ret i at stoppe på grund af den risiko, han/hun mente er var for at ramme modstanderen i det øjeblik, dømmes der ”Let”..

Nu skal vi så også holde op med at "fiske" efter ”let” og ”stroke”. Så dette skal simpelthen dækkes af dette:

 

Hvis dommeren mener, at en spiller har forsøgt at opnå en uberettiget fordel ved at skabe hindringen (forstyrrelsen) eller ved ikke at anstrenge sig nok for at spille bolden, dømmes der "No Let".

I virkeligheden afspejler dette bare tankerprocessen hos de fleste dommere alligevel. Men det svarer til realiteterne i vores sport.

Vi ved, at reglerne om let og stroke er en byrde for vores spil. Vi kæmper alle med at forklare reglerne til vores venner og kolleger. Hvordan vil squash nogensinde kunne gøre sig som en populær sport på tv, når den vigtigste regel er så vanskelig at forstå?

 

Chris Sargent's artikel kan læses på engelsk her: https://squashmad.com/breaking-news/lets-tidy-up-the-rules-on-lets-and-strokes/

Billeder fra Citigold Wealth Management Canary Wharf Squash Classic af STEVE LINE og PATRICK LAUSO. 

 


Indlæser Samtale