Herlev/Hjorten og Birkerød er danmarksmestre for hold 2021

Kvinderne fra Birkerød genvandt titlen fra 2019, mens Herlev/Hjorten kunne skrive sig i historiebøgerne, da de lørdag sikrede sig klubbens første DM-titel.

Skrevet af Søren Lukassen - 2021-05-10 13:16:39

For første gang i klubbens historie kunne Herlev/Hjortens rene herrehold løfte pokalen, da DM for hold 2021 blev afviklet i weekenden. Det stod klart, da KSK blev besejret med overbevisende 4-0 i finalen. 

En sejr, der var kærkommen i den traditionsrige klub.

- Det føles fuldstændig fantastisk at stå med guldet. Jeg var ved at tro, at det ikke kunne lade sig gøre. Efter 12 år med nederlag gang på gang skete det endelig. Det er fuldstændig fantastisk, siger Rasmus Ginman, og Casper Grauballe supplerer:

- Det kan ikke beskrives. Vi har desværre haft mange nederlag, og nu står vi med guldet. Det har været en lang rejse hertil. Ofte ser man kun resultatet og ikke processen, men det har været fedt hele vejen.

Det var ikke kun i finalen, at Herlev/Hjorten var overlegne. I semifinalen blev Birkerød kørt over, også med 4-0, hvor spillerne fra Herlev/Hjorten blot afgav to sæt i kampen.

Finalepladsen til KSK blev sikret, da de i semifinalen fredag besejrede Skovbakken med 3-1. Dermed skulle DM-bronzemedaljerne enten til Skovbakken eller Birkerød.

Og netop bronzekampen endte som en tæt affære - nemlig uafgjort 2-2. Derfor skulle det hele afgøres i antal vundne sæt. Her blev det afgørende, at både Sebastian Korsgaard og Tobias Weel fra Skovbakken snuppede et sæt fra deres respektive modstandere, mens Magnus Nørtoft Laursen lukkede sin kamp i tre sæt. Dermed fik Skovbakken det ene bonuspoint, eftersom de vandt 8-7 i sæt, hvilket også sikrede dem bronzemedaljerne.

Nervepirrende damefinale

På damesiden var det Birkerød, der til sidst kunne juble og træde øverst på præmieskamlen, da de i en direkte, men ikke desto mindre nervepirrende, finale stod overfor Thysquash. Med sejren genvandt de titlen fra 2019 og sikrede klubbens femte DM-titel siden 2011.

- Det er helt fantastisk, at vi genvinder titlen, og samtidig er det også en lidt surrealistisk følelse. Vi har været underdogs hele sæsonen, men det gør bare følelsen lidt sjovere, siger Caroline Lyng Christiansen.

Sejren blev sikret, da først Caroline Lyng Christiansen vandt 1. damesingle i fem tætte sæt over Mathilde Lauridsen, hvorefter Klara Kildemoes Kragh Møller gjorde hende kunsten efter. Dog var det særligt i femte og afgørende sæt spændende til det absolut sidste, og kampen skulle i ombolde, inden Birkerød-spilleren kunne juble over både egen sejr og den samlede sejr til holdet.

Matchvinderen var da heller ikke i tvivl om, hvad der gjorde udfaldet.

- Vi var iskolde. Vi var underdogs, så der var ikke de store forventninger til os inden finalen. Vi nød bare at være tilbage på banen igen, siger Klara Kildemoes Kragh Møller.

Netop gensynsglæden med at være tilbage på banen igen og spille slutspil til trods for afbud og flere aflysninger det seneste år var bestemt ikke til at tage fejl af.

- Vi er bare rigtig glade for, at det kunne lade sig gøre at afvikle det og være tilbage på banen trods corona. Nu var der ikke et slutspil sidste år, så det betyder lidt ekstra i år, siger Christine H. Christoffersen.

Få overblikket over alle weekendens resultater på squashportalen.dk.

Indlæser Samtale