Danske mestre for hold

Danske mestre for hold

En forsinket "nyhed" om de danske mesterskaber for hold, der blev afholdt i Herlev/Hjorten squash klub.

Skrevet af Dansk Squash Forbund - 2017-05-05 13:28:00

Den 21. - 22. maj blev der afholdt et brag af et arrangement i Herlev/Hjorten squash klub. Slutspil for hold, "Final four", fra den forgangne sæson skulle krydse klinger om, at kunne kalde sig Dansk mester sæson 2016/2017 for henholdsvis damer og herrer.

Fredag d. 21. maj stod den på semifinaler, hvor kampprogrammet for herrerne så ud som nedenstående:

Birkerød vs. Skovbakken

Herlev/Hjorten vs. KSK

Birkerød, der stillede til start med Cameron Pilley på 1. singlen spillede sig sikkert i finalen, mens kampen mellem Herlev/Hjorten og KSK blev en mere tæt affære, hvor hjemmebanefavoritterne Herlev/Hjorten dog trak det længste strå og dermed lørdag skulle spille finale mod Birkerød.

I lørdagens Bronzekamp for herrer stod KSK således overfor Skovbakken. Endnu engang blev det en tæt affære, der dog endte med at KSK kunne lade sig hylde som vinder af kampen og dermed bronzemedaljerne.

I finalen blev det Birkerød, der skulle forsvare deres mesterskab fra 2015/2016, hvilket de også gjorde på fornemste vis. Herlev/Hjorten, der stillede til start med udelukkende nuværende eller tidligere landsholdsspillere havde det svært mod et stærkt besat Birkerød hold.

Hos damerne genvandt Kolding KFUM Squash pokalen, ligesom sæsonen 2015/2016. Igen stod finalen mod Birkerød Squash, men med en 2-1 sejr kunne Kolding altså placere sig øverst på skamlen.

I bronzekampen spillede Herlev/Hjorten mod Skovbakken. Her tog Herlev/Hjorten Squash sejren og bronzemedaljerne med hjem.


Dansk Squash Forbund vil gerne benytte lejligheden til at takke arrangørerne for et gennemført event, hvor alle spillere som tilskuere havde en super oplevelse.


Indlæser Samtale