Verdens største juniortalenter kommer til Danmark!
Head Danish Junior Open når nye højder: For første gang Super Series!
I år kan Herlev Squashklub efter mange års hårdt og frivilligt arbejde endelig præsentere Head Danish Junior Open som en "Super Series" turnering. Turneringen har nu den højeste kvalificering inden for junior squash og der må derfor også forventes endnu flere nationaliteter i år.
Traditionelt set har Head Danish Junior Open været en fast del af European Squash Federation Junior Circuit og PSA Satellite Tour, arrangeret af Herlev/Hjorten Squash Club. Siden 2009 har de løftet kvaliteten af Danish Junior Open og den har længe været anerkendt som en af de bedst organiserede og mest imødekommende juniorturneringer på ESF-kalenderen. Men i 2025 går de et skridt videre: turneringen er nemlig blevet opgraderet til en "Super Series", hvilket sikrer endnu højere rankingpoint og tiltrækkelse af internationale juniorspillere på aller ypperste topniveau. Opgraderingen til Super Series er en naturlig konsekvens af årtiers fantastisk udvikling og stærkt samarbejde med ESF.
Det her er altsammen kulminationen på en lang rejse, hvor passion, fælleskab, professionel afvikling og en enorm indsats fra frivillige ildsjæle, har løftet turneringen år for år.
I Dansk Squash Forbund er vi utroligt stolte over, at Danish Junior Open nu har opnået Super Series-status. Det er en kæmpe anerkendelse af det arbejde, der er lagt i turneringen gennem årene – og en stor gevinst for squashsporten i Danmark. Det giver ikke kun International synlighed og sætter Danmark på squashens verdenskort, men vigtigst af alt: Vores egne danske juniorer får mulighed for at optræde på den største scene og måle sig med de aller bedste spillere fra hele verden - på hjemmebane!
Kom ud og kig og støt op om den største squashturnering på dansk jord i Skinderskovhallen.
Dato og sted: Turneringen afvikles fra 25. til 28. september i Herlev, Skinderskovvej 31 2730.
Link til tilmelding og yderligere information om turneringen: HEAD Danish Junior Open 2025 | ESF

