”State of the Art” oppustelig bane til Randers
Randers Squash Klub har med støtte fra kommunen investeret i en ny, oppustelig “bane 4”, der er så tæt på en ”rigtig” squashbane, man overhovedet kan komme
”State of the Art” oppustelig bane til Randers
Dansk Squash Forbund har modtaget nyhed fra Randers squashklub omkring oppustelig bane og hvordan de vil bruge denne i promovering af sporten, blandt andet som et aktiv i forhold til synlighed overfor skolerne. Vi deler med glæde nyheden, som måske kan være til inspiration for andre klubber.
”Når man spiller squash, synes man jo selv, at det er verdens fedeste spil; men det er pokkers svært at forklare charmen ved at spille tredimensionelt-skak-med-100 km-i-timen for andre, hvis man ikke er på en bane, og vores baner ligger jo ligesom gemt af vejen i kælderen under en sportshal. For at få spillet så at sige op i lyset har vi ved flere lejligheder – og med stor succes – lejet en oppustelig bane, så vi kan demonstrere squash og lade tilskuerne prøve rundt omkring i byen” fortæller Søren Houmøller fra Randers Squash Klub. ”For at sætte ekstra skub i synliggørelse af vores sport begyndte vi at overveje at anskaffe vores egen bane. Men i modsætning til dem vi har lejet, ville vi have en bane, der i højere grad gav et virkeligt indtryk af, hvordan det er at spille squash. Og sådan en bane fandt vi langt om længe i Tyskland. Herefter kontaktede vi Randers Kommune og lavede en ansøgning til Folkeoplysningsudvalgets Udviklingspulje, hvor vi foreslog et samarbejde mellem vores klub og byens skoler, hvis kommunen ville sponsere banen, som vi så samtidig kunne bruge til egne events og hvis andre klubber vil gøre brug af banen” beretter Søren Houmøller, og han fortsætter ”heldigvis syntes kommunen, at det var en rigtig god idé, så fra starten af efterårssæssonen kan vi nu dels tager ud på skolerne og lade eleverne prøve spillet, dels selv arrangere eller deltage i diverse events i Randersområdet, dels lave aftaler for vores nye bane 4 med andre squashklubber”. ”En ren win-win situation for alle parter – og for squash-sporten i Randers” slutter Søren Houmøller tilfreds.
Yderligere information fås hos klubben (, www.randers-squash.dk)
Dansk Squash ønsker Randers god vind med projektet.