Fint besøg i Odense Squash Club

Fint besøg i Odense Squash Club

Weekenden d. 23.-25. marts havde OSC besøg af træneren, David Pearson, der til dagligt træner Nick Matthew.

Skrevet af Maiken Anker Møller - 2018-03-28 10:07:00

Fint besøg i Odense Squash Club

Odense Squash Club havde i weekenden d. 23.-25. marts fint besøg af træneren, David Pearson, og OSC har efterfølgende sendt deres gode historie til Dansk Squash Forbund, da den muligvis kan være til inspiration for andre dansk squashklubber.

Formand for OSC, Thomas Søgaard Kristensen, skriver følgende:

"D. 23-24-25 marts havde vi fornøjelsen af David Pearson, der til dagligt træner Nick Matthew. Det var en stor ære for OSC bestyrelse at kunne hive sådan en stjerne til byen. En træner der gennem de sidste 20-30 år har undervist på allerhøjeste niveau og været med til at forme squash-spillet, til hvor det er den dag i dag.

Fredag aften havde vi 3 timers snak om det at være træner, forgangsbillede for juniorer, rollemodeller og ansvaret, der følger med det at undervise andre i at gøre tingene rigtigt. Vi gennemgik basis længde for forhånd og baghånd herunder alle slagets 15 punkter i svinget blev gennemgået ned i mindste detalje.

Det var rigtig spændende, og vi i klubben er stadigvæk forholdsvis nye trænere, og vores juniorafdeling er også kun 2½ år gammel.

Lørdag mødte vi kl. 09 for at forberede juniortræning, der var fra kl. 10-12. Her deltog 15 juniorer, hvoraf 3 var fra Esbjerg. Alle juniorerne fik tegnet "V" på deres ketsjer så alle fik holdt korrekt.

Lørdag over middag forberedte vi i fællesskab med David Pearson en session for begyndere / letøvede. Det er nok den gruppe med flest dårlige vaner, og OSC trænerne skulle så forsøge at fejlrette og spotte den vigtigste ting i deres slag/sving, så det step-by-step blev bedre. David Pearson gik rundt imellem alle banerne og rettede både trænere og spillere.

Det samme program gentog sig om søndagen med vores dametræning om formiddagen og divisionsspillere over middag.

Det var en super fed måde at involvere 4 typer af spillere i klubben over en weekend, det er 4 forskellige måder, at vores trænere kunne lære at undervise på, ikke kun fordi niveauet er forskelliget, men forskellen i alder og køn gør, at træningerne er forskellige, selvom det stort set er identisk program.

Jeg håber, I vil dele, den i vores øjne gode historie. Måske det endda kan inspirere andre klubber til ligende og eller forbundet i at lave noget tilsvarende.

Vi i OSC kan i hvert fald se tilbage på en af de fedeste weekender i nyere tid, hvor mere end 50 af klubbens medlemmer har været involveret og 8 trænere."

Tak til OSC for at dele historien - en spændende og helt sikkert lærerig weekend for medlemmer og trænere i OSC, som måske kan være til inspiration for os og klubberne i Dansk Squash.


Indlæser Samtale