Udvikling

Udviklingstræning

Udviklingstræning er for de spillere, der har motivationen, viljen, disciplinen og de basale squashspecifikke færdigheder, der skal til for at blive elitespiller i dansk squash som senior.

Udviklingstræningen er et åbent tilbud, hvor spillerne i samarbejde med klubber og forældre kan beslutte om, de vil prøve kræfter med mere træning.

Træningen er bygget op om indholdet i DSqF's aldersrelaterede træningskoncept (ATK). Udviklingstræningen bygger således på, at spillerne bliver bekendte med gode træningsprincipper, udvikling indenfor tekniske og taktiske færdigheder samt fysisk træning. Spillerne bliver også introduceret kort for principperne om målsætninger på både den korte og lange bane.

Deltagelse ved udviklingstræningen er forbundet med en egenbetaling på kr. 300,00/md. Forældre/spillere faktureres hver måned direkte fra forbundet.

Hvordan udviklingstræningen er struktureret kan ses længere nede på siden.

Hvordan kan jeg komme til udviklingstræning?

Hvis du drømmer om at blive en del af forbundsarbejdet og måske på sigt blive en del af DSqF's landshold kan du i samarbejde med din klub lave en spillerindstilling. Spillerindstillingen er et skema, der beskriver hvorfor du skal deltage ved udviklingstræningen. Skemaet finder ud herunder og skal fremsendes til david(at)Dansksquash.dk. Herfra bliver spilleren inviteret til en måneds udviklingstræning i det nærmeste udviklingscenter. Ved træningen indgår spilleren på lige fod med de øvrige spillere. Forbundstræneren laver en evaluereing af spillerens potentiale og nuværende niveau, som spilleren får med fra træningen. Samtidig laves der en indstilling fra forbundstræneren til DSqF om, hvorvidt spilleren har de fornødne færdigheder til at være med på udviklingstræningen.

 

Udviklingscentre og -trænere i DSqF:

DSqF arbejder har i øjeblikket to regionale udviklingscentre. Centrene er placeret i henholdsvis jylland og kbh.

Der vil blive oprettet flere centre, hvis behovet for dette opstår. Som udgangspunkt skal der minimum være fem spillere tilknyttet et udviklingscenter.

Træningen i uviklingscentrene bliver varetaget af Dansk Squash Forbundstrænere.

I København (Øst DK) er det forbundstræner, Sebastian Pedersen, der står får udviklingstræningen. Og Jylland (Vest DK) står forbundstræner, Thomas Jensen, for træningen.

 

Udviklingstræning

Oprykning til talentgruppen

Fra udviklingsgruppen er der mulighed for udtagelse til talentgruppen. Udtagelsen sker på baggrund af fællescamp, hvor camps har til formål, at udviklingsspillerne med det største potentiale får muligheden for at prøve kræfter med talenterne over en weekend med træning på højeste nationale niveau. Træningen på campen varetages af landstræneren, men også de øvrige forbundstrænere vil være til stede på campen.

For at komme i betragtning til talentgruppen er det vigtigt, at spillerne løbende udfylder 4 måneders planer og en provisorisk sæsonplan. Dette tjener til at forbundet kan danne sig et overblik over, hvilke turneringer spilleren deltager ved samt at få overblik over træningsplanlægningen. På denne måde kan forbundet være til stede ved udvalgte turneringer og besigtige spillerne over hele sæsonen.

 

Forventninger fra forbundet

DSqF's mål med udviklingstræningen er at skabe et attraktivt tilbud for juniorspillere, der ønsker at blive bedre til squash. Udviklingstræningen er samtidig første skridt mod talenttruppen, hvorfra der udtages ungdomslandshold.

Derfor forventer DSqF, at de spillere, der søger om en plads i udviklingsgruppen prioriterer deltagelse ved træningen, så deres "spilleruddannelse" kan foregå kontinuerligt.