Skolesquash

Dansk Squash Forbund har udviklet et skolekoncept, så det er nemt for squashklubber og skoler at indgå et samarbejde omkring et skolesquashforløb.

Skolesquash er udarbejdet, så det er nemt for squashklubben, skolen og/eller idrætslæreren at arbejde med squash i idrætstimerne.

Skolesquashkonceptet består af 8 undervisningsmoduler, som er struktureret i forhold til læringsmål i folkeskolen. ¨

Konceptet kan dog anvendes af alle skoler og klassetrin, men i forhold til læringsmål er der taget afsæt i folkeskolens slagbold.

Hvert undervisningsmodul indeholder: Intro, opvarmning, introduktion til teknik (rådgivning og fejlretning), frit spil, suppleringsaktivitet samt afslutning. Herudover er der til hvert undervisningsmodul en tjekliste til fokuspunkter samt et refleksionsspørgsmål, som idrætslæreren kan stille til eleverne.

Følger man skolekonceptet slavisk, er der lagt op til, at skole og squashklub er repræsenteret ved de to første samt det sidste undervisningsmodul, som byder på en turnering. Her vil klubben også kunne supervisere idrætslærer og elever. I de mellemliggende undervisningsmoduler skal idrætslæren selv kunne stå for squashundervisningen.

Med skolekonceptet følger er et intro-ark, som kan udleveres til eleverne. Her kan de få lidt kort information samt historie om squash.

Skolesquashmateriale

Skolesquashkonceptet skal betragtes som et hjælperedskab – klub og skole bestemmer derfor selv omfanget af skolesquashforløbet, og bruge skolesquashkonceptet fleksibelt. Ønsker man 2, 4 eller 6 undervisningsgange, så trækker man de undervisningsmoduler ud, man har lyst til at bruge.

Ønsker klubben at tilbyde idrætslærerne et kort intro-kursus i squash forud for skoleforløbet, så er der i skolesquashkonceptet en mulighed et kort introkursus på ca. 4 timer. Her gennemgås basisslag og bevægelse, og deltagerne får en kort indføring i spillet, regler og udstyr.

Dansk Squash forbund har en skabelon klar til en samarbejdsaftale for et skolesquashforløb, og i forbindelse med indgåelse af samarbejdsaftalen vil squashklubben modtage et skolesquash-kit. Så det er lige til at gå til, både for skole og klub.

Ønsker din klub eller skole at lave et skolesquashforløb, så kontakt DSqF’s udviklingskonsulent, for mere info. DSqF og klubberne ser frem til at se squash på skoleskemaet – og derved udbrede squash i skolen.

Kontakt DSqF's udviklingskonsulent, Maiken Møller, på mail: maiken(at)dsqf.dk eller tlf: 3167767.

Er I en skole, som ønsker skolesquashkoncept-manualen, så kan denne købes for 300 kr. Kontakt udviklingskonsulenten for nærmere info på maiken(at)dsqf.dk